Der er nu en lille måned til vi skal afsted, det virker helt uvirkeligt, har stadig ikke forstået at jeg skal afsted. Når jeg står i Kastrup lufthavn og skal sige på gensyn til familie og venner, kan det være alvoren går op for mig eller når jeg står i Hanoi og føler mig som en fremmed, der kan det være at jeg bliver bevidst om mit valg. Jeg ved det ikke, men jeg ved en ting, at jeg ser frem til dette praktikophold med glæde, nervøsitet, spænding, åbenhed, nysgerrighed osv.
Inden man skal afsted på sådan et ophold, gør man sig en masser tanker, hvilket jeg selvfølgelig også har gjort. Jeg ønsker at jeg får et halvt år med udfordringer, fagligt som personligt. Jeg håber at jeg lære en masse om mig selv som person, at jeg bliver mere bevidst om mine kompetencer og at jeg får en oplevelse for livet, både på godt og ondt. Jeg ønsker at jeg får et indblik i vietnamesernes kultur og, at jeg bliver opmærksom på mine danske værdier, da jeg tror det er noget vi alle har, men når vi bliver spurgt ind til dem, kan det være svært at give et klart svar. Kan selvfølgelig kun tale for mig selv. Jeg ønsker og håber at jeg kan leve i nuet og værdsætte den mulighed jeg har fået og få mest muligt ud af opholdet sammen med mine medstuderende og rejse med et åbent sind.
Den største faglige udfordring bliver for mig at tro på at jeg godt kan mit stof, at jeg er en meget kompetent kommende pædagog og at jeg har kompetencerne til at formidle den viden jeg har videre. Det bliver også en udfordring at stå og tale foran en forsamling,specielt også fordi det er på et andet sprog, men jeg tager udfordringen op og selvfølgelig klare jeg den, ingen tvivl der.
Den største personlige udfordring bliver at være så langt væk hjemmefra, fra familien og veninder/venner. Savnet til dem tror jeg bliver hårdt, men håber, at jeg slet ikke har tid til at savne, fordi jeg skal opleve så meget. Selvfølgelig er familien der når man kommer hjem og det er venner og veninder også, men jeg kan da ikke lade være at tænke på, om det vil forandre noget i de forskellige venskaber jeg har. Jeg har nogle skønne veninder og venner som jeg sætter så stor pris på og omvendt, dem vil jeg ikke miste, hvilket jeg heller ikke gør, men tanken har da kort strefet mig. En anden personlig udfordring hænger lidt sammen med ovenstående. Jeg skal stå på helt egne ben. Det gør jeg også nu, ser mig bestemt som et selvstændigt individ, men har jeg problemer på den ene eller anden måde, så er mine forældre, søskende, veninder og venner der med det samme. Det er de bare ikke i Vietnam på samme måde, jeg kan ikke bare lige cykle eller tage bilen hen til en og søge hjælp, der må jeg klare mig selv. Samtidig med at det er en udfordring er det også vildt spændende, får helt en kildrende fornemmelse i maven.
Min største bekymring…..Det må være om det er mig at bo i en så anderledes kultur fra DK, om jeg har taget det rigtige valg, klare jeg det, hvad gør jeg hvis det ikke er mig? Tager jeg så bare hjem igen og gør praktikken færdig i en børnehave i Kalundborg? Giver jeg op? Der er mange “bekymringer”, men har taget et valg om at lade være med at bekymre mig og så tage en dag af gangen, og kender jeg mig selv bare en lille smule, så er det lige mig og jeg vil elske det.
Det første tid i Vietnam bliver nok ret kaotisk og det bliver nok noget af en udfordring, tror vi føler os meget fremmede blandt vietnameserne, men hvad det ligefrem betyder at være dansk i udlandet/Vietnam er svært at svare på. Det må være noget med at man føler sig udenfor, ekskluderet, fremmed, men tror også det betyder, at man skal indordne sig efter et andet regelsæt, og en accept af landets måde at gøre tingene på, hvilket fos os bliver en udfordring i børnehaven og Sao Mai, da de gør tingene på en helt anden måde end vi gør her i Danmark. Her mener jeg så også at vi skal være refleterende og være undrene, så vi ikke bare tager alt ind.
Jeg kommer til at savne min familie og venner allermest, kan virkelig mærke på mig selv allerede nu hvor hårdt det bliver, velvidende om, at jeg ser dem igen et halvt år senere. Der er også mange andre ting jeg kommer til at savne, men vælger ikke at fokusere på dette.
Når jeg har gennemført min praktik og oplevet Vietnam, tager jeg hjem som Anette, samme person som rejste, men med en masse oplevelser i bagagen, selvtillid, selvværd, en person som har fået styrket sine pædagogiske kompetencer og kommet skridtet tættere på målet om at blive en kompetent pædagog.
Det var mit første indlæg på min blok, næste gang i høre fra mig, sidder jeg i Vietnam:-) I må have det godt.
Anette
